Overalt kan man læse og høre om solceller og solcelleanlæg. Og det er ikke så underligt, for der er rigtig god økonomisk og miljømæssig mening i at få sit eget solcelleanlæg – ikke mindst med de store skattefordele, der er lige for øjeblikket.
Fordelene ved solcelleanlæg
Her er nogle af fordelene ved at have sit eget solcelleanlæg.
Du producerer din egen strøm og kan derfor skære kraftigt ned på din elregning. I nogle tilfælde kan du endda reducere din elregning til nul. Derved er du mere eller mindre uafhængig af dit energiselskab. I princippet kan dit elselskab lukke ned og dreje nøglen om, og du vil alligevel kunne producere din egen strøm, når du har monteret solceller. Selv når der er overskyet, vil dit
anlæg generere gratis strøm, når blot der er dagslys.
Allerede efter 8-10 år kan dine solceller være tilbagebetalt, og derefter er det en ren overskudsforretning, når du hver dag sparer rigtig mange penge på din elregning. Efter 25 år kan din samlede besparelse nemt ligge på mellem 200.000 kr. og 250.000 kr. Og sparet er jo dobbelt tjent, så det kan samlet set blive en rigtig god forretning for dig. Hvor stor, din besparelse bliver, afhænger bl.a. af, hvilken økonomisk model, du ønsker at køre dit solcelleanlæg under (Regnskabmetoden eller Standardmetoden). Så det kan for øjeblikket være en særdeles givtig forretning at have sit eget solcelleanlæg.
Hvis du producerer mere strøm, end du selv forbruger, kan du lagre den overskydende strøm hos dit energiselskab. Og når du så på et senere tidspunkt har brug for den overskydende strøm, kan du hente denne tilbage igen. Denne ordning kaldes for ”Nettomålerordningen” og gælder for solcelleanlæg med en effekt på maks. 6 kWh. Når du er tilkoblet denne ordning, kører din elmåler bogstavelig talt baglæns, når dit anlæg producerer mere strøm, end du forbruger. Hvis dit solcelleanlæg i løbet af et år producerer mere strøm, end du selv bruger, bliver den overskydende strøm solgt til elnettet. De første 10 år får du 60 øre pr. kWh, og i de efterfølgende 10 år får du 40 øre pr. overskydende kWh. Du behøver ikke nødvendigvis at tilmelde dig denne ordning, men for de fleste vil det være oplagt at gøre det, fordi du på den måde udnytter dit solcelleanlæg optimalt.
Du skåner miljøet, når du har dit eget solcelleanlæg, fordi du ikke forurener miljøet på samme måde, som hvis al din elektricitet kommer fra traditionelle energikilder. Og derved gør du både dig selv og dine efterkommere en rigtig god gerning. Nogen har påstået, at solceller ikke har noget positiv effekt på miljøet. Men tilhængere af solceller som en god, grøn energikilde holder fast i, at solceller har en positiv effekt på miljøet: Allerede inden for et til to år producerer et godt solcelleanlæg den mængde energi, der er blevet brugt til dets egen produktion. Desuden er et solcelleanlæg fuldstændig lydløst, i modsætning til fx en vindmølle, som ofte er skyld i støjforurening. Der bliver altså hurtigt et solidt overskud på den grønne energikonto.
Du er ikke længere i samme grad offer for stigninger i elpriserne. I Danmark betaler vi i forvejen den suverænt højeste elpris i verden og den ser ud til også fremover at stige med lynets hast. Iflg. konsulentfirmaet Ea Energianalyse er prisen på strøm steget med hele 42 pct. fra 1995 til 2008/2009. Og alene i perioden fra januar 2010 til januar 2011 steg elpriserne ifølge en rapport fra Dansk Energi for en typisk dansk familie med hele 7,8 pct. Det er noget, der i længden virkelig kan mærkes på budgettet. Og der er ikke noget, der tyder på, at prisstigningen vil aftage inden for en overskuelig fremtid. Men selvom priserne ser ud til også fremover at stige drastisk, berører det kun i mindre grad dig, hvis du har dit eget solcelleanlæg, fordi du producerer din egen strøm. Og hvis du vælger et godt anlæg, kan det holde i 30-50 år uden ret meget vedligeholdelse. Et solcelleanlæg er altså rent energimæssigt en rigtig god fremtidssikring.
Ekstra lukrativt netop nu
Netop nu er det ekstra lukrativt at købe og montere ens eget solcelleanlæg, fordi Folketinget har vedtaget en meget favorabel tilskudsordning, som betyder, at du kan afskrive hele investeringen. Ikke alene kan du hvert år trække 25 pct. af din investering i solcelleanlægget fra i skat. Men du kan også trække op til 15.000 kr. fra i skat af håndværkernes arbejdsløn for hver hjemmeboende person over 18 år.
Slå til nu
Der er usikkerhed om, hvornår den nuværende tilskudsordning vil ophøre, men meget tyder på, at det vil ske inden længe. Ifølge den seneste udmelding fra Klima- og Energiminister Martin Lidegaard vil fremtiden for støtteordningen til solcelleanlæg blive afgjort inden for få uger. Det er derfor nu det helt rigtige tidspunkt, man skal slå til, hvis man vil drage fordel af denne lukrative ordning.
Seneste kommentarer