Få større velvære med et godt indeklima

Et godt indeklima i boligen er vigtigt, både for velværet, helbredet og bygningen som helhed. Et godt indeklima er særligt vigtigt, hvis der er små børn i hjemmet, eller nogen som lider af astma eller allergi. Her på siden kan du finde tips til, hvordan du skaber et sundt og godt indeklima i hjemmet, hele året rundt.
indeklima
Rengøring
Jævnlig og grundig rengøring er nødvendig for at opretholde et godt indeklima. Sørg for at komme ind i alle kroge, under senge og andre steder, hvor støvet samler sig. Tør alle vandrette flader af og støvsug både gulv, sofa og paneler. Blot en ugentlig rengøring kan effektivt nedsætte mængden af støv og sundhedsskadelige partikler i luften og dermed være med til at vedligeholde et godt indeklima. Mindst en gang årligt bør I desuden sætte en weekend af til en grundig hovedrengøring, hvor alle møbler trækkes ud fra væggen, så også ikke synligt støv bliver fjernet.

Udluftning
Gør det til en vane at lufte ud hver dag. Det er en af de nemmeste og mest effektive måder at få et sundt og godt indeklima i boligen. Skab gennemtræk i boligen og luft kraftigt ud 2-3 gange dagligt à 5-10 minutter. På den måde forbedres luftkvaliteten markant. Husk også at lufte ud under og efter madlavning for at få os og fugt ud. På kolde vintermorgener kan det være fristende at holde vinduerne lukkede for at holde på varmen, men hvis I venter, til hele familien er oppe og har fået de varme sokker på, vil I formentlig ende med at blive helt afhængige af jeres fem minutters frisk morgenluft.

Undgå fugt
Fugt er en af de helt store syndere, når det gælder dårligt indeklima. Derfor bør I være ekstra opmærksomme på at undgå fugt og lufte ekstra meget ud under alle aktiviteter, der øger luftfugtigheden, såsom tøjvask og gulvvask. I soveværelset er der ofte meget fugt. Sørg derfor for at lade vinduet stå åbent lidt længere i dette rum og luft jævnligt sengetøj og dyner udendørs. En effektiv måde at opretholde et godt indeklima på er også at holde døren til badeværelset lukket for at undgå, at fugten breder sig til de øvrige rum. Luft godt ud efter bad og lad meget gerne vinduet stå på klem, indtil gulvet er helt tørt igen. Undgå desuden at tørre tøj på radiatoren, da det giver en høj luftfugtighed, som er meget ødelæggende for et ellers godt indeklima.

Vedligeholdelse af boligen
Grundlaget for et godt indeklima ligger i selve boligens udformning og standard. Alle former for skader, fugt, svamp, utætte ruder, huller i væggen og dårlig isolering er faktorer, der er ødelæggende for et godt indeklima. Sørg derfor jævnligt for at efterse boligen for skader og ødelæggelser og prioritér en grundig vedligeholdelse af alle dele af hjemmet.

Klimaanlæg
Er ovenstående råd ikke nok til at skabe et tilstrækkeligt godt indeklima i hjemmet, kan I eventuelt supplere med et klimaanlæg. Det fås i mange størrelser og varianter og er med til at rense luften og skabe en stabil temperatur i boligen. Modsat et airconditionanlæg, kan et klimaanlæg både varme og køle og kan derfor bruges hele året i jagten på et sundt og godt indeklima.


Tags: , , ,