Istandsæt loppefund – og få unikke møbler til små penge

Er du træt af seriefremstillede møbler eller populære mærkevarer, som alle har? Giv dit hjem et pift med smukke og unikke loppefund, som du istandsætter helt efter din egen stil og smag. Uanset om du er vant til at lede efter loppefund eller ej, kan det blive en helt sport at holde udkig efter egnede møbler, som blot trænger til en kærlig hånd for at blive det perfekte element til den nye stue eller det nye køkken. Med loppefund er der rig mulighed for at mixe, matche og være kreativ – og du får et resultat, som ingen andre har.
loppefund
Udtryk dig selv
Vores bolig er i stigende grad en måde at udtrykke os på. Stilen, farverne og indretningen siger meget om, hvilke mennesker der bor i hjemmet. Hvad ønsker du, at dit hjem skal sige om dig? Loppefund malet i sjove farver og pyntet med billeder, perler, fjer eller lignende udtrykker både fantasifuldhed, kreativitet, personlighed og sjov. Loppefund i hjemmet er for alle, som sætter pris på det legende, individuelle udtryk. Selv et stilrent og minimalistisk hjem kan med fordel tilføres et sjovt loppefund eller to for at bryde de rene linjer og give mere liv til boligen.

Sådan gør du
Led efter loppefund online, i den blå avis eller på loppemarkeder i nærområdet. Overalt i landet afholdes der loppemarkeder både indendørs og udendørs på alle tider af året, så der er rig mulighed for at finde det helt rigtige loppefund til hjemmet. Som alternativ kan du købe rå træmøbler, som er nemme at male og designe. Når først du har dit loppefund i hus, kan du begynde at lege med idéerne. Hvilke farver, mønstre og pyntegenstande passer til dit nye møbel? Det er kun fantasien, der sætter grænser. Kig i blade, på nettet og i naturen omkring dig for at blive inspireret og vælg gerne farver, du ikke normalt bruger i hjemmet for at bryde rammerne og skabe mere liv.

Slib og mal
Det første du skal bruge er sandpapir og grundrens. Slib og rengør dit loppefund grundigt, så malingen hæfter bedre. Herefter giver du møblet grundmaling, gerne to gange, så det dækker ordentligt. Nu er dit loppefund klar til at blive malet i den ønskede farve. Brug rulle til store flader og pensel til kroge og greb. Når malingen er tørret, kan du eventuelt lave mønstre i en anden farve, det giver et sjovt og iøjnefaldende look.

Mønstre
Når du skal lave mønstre på dit loppefund, kan du eksempelvis tage en plastiklomme eller papstykke og skære det ønskede motiv med en skalpel. Det kan være små hjerter, cirkler, halvmåner, jordbær, eller hvad som helst du kan finde på. Klæb skabelonen fast på møblet og dup forsigtigt med en pensel dyppet i den ønskede farve. Flyt skabelonen rundt på møblet, indtil mønstret er malet overalt. Ønsker du i stedet ét enkelt motiv på dit loppefund, kan du med fordel bruge en overhead projektor, som kaster det ønskede billede op på møblet, så det er lige til at tegne af.


Tags: , , ,