Når du skal anlægge terrasse

For at få størst muligt glæde af din nye terrasse, er der en række spørgsmål, du bør tænke igennem, inden du kaster dig over arbejdet. Først og fremmest skal du tage stilling til, hvilke behov din terrasse skal dække. Skal den bruges hele året? Skal der være plads til gæster eller bare til den nærmeste familie? Skal den ligge i sol eller skygge eller halvt af hver? Hvilket materiale skal den laves af? Her kan du finde inspiration og gode råd til anlæggelse af terrasse i haven.
terrasse
Placering
Uanset hvilke type terrasse du har i tankerne, er det en fordel, at den ligger tæt på boligen og har nogenlunde samme højde. Det gør det nemmere at rykke møbler frem og tilbage afhængigt af vejret. Anlæg så vidt muligt din terrasse, hvor der er læ eller overvej at bygge et læhegn, som også kan skabe en mere intim stemning. Hvad angår stilen på din nye terrasse, bør du sigte mod husets arkitektur, så der opnås et helstøbt udtryk. Dette kan gøres ved at bruge de samme materialer og farver som på huset eller ved at videreføre stilen og størrelsen. En kæmpestor terrasse til et meget lille hus vil for eksempel se forkert ud rent proportionelt.

Materialer
Du har mange valgmuligheder, når det gælder materialer til din nye terrasse. Overordnet kan du vælge mellem sten og træ, men for hver af disse hovedkategorier findes et væld af muligheder. Som udgangspunkt er en terrasse af sten nemmere at vedligeholde, og det kan derfor være et godt valg, hvis du ønsker en let løsning. Ulempen ved sten er, at der ikke er lige så mange muligheder mht. anlæggelsen af din terrasse, som der er med træ. En terrasse af træ kan nemmere hæves fra jorden, overdækkes eller bygges i flere etager. Dit valg af materialer hænger altså tæt sammen med dine ønsker til stilen på din terrasse.

Terrasse af beton
Vælger du en terrasse af sten, skal du være opmærksom på, om stenene er beregnet til at ligge udendørs hele året. Stenene skal være frostsikre, have et minimalt vandoptag og være så skridsikre som muligt. En almindelig, nem og meget billig løsning er en terrasse af beton. Du kan vælge mellem betonsten og betonfliser, som begge er meget nemme at vedligeholde. Der er et væld af forskellige udtryk, både hvad angår farver, tykkelser, mønstre og kombinationsmuligheder.

Terrasse af mursten eller natursten
I stedet for en terrasse af beton, kan du vælge en terrasse af mursten eller natursten. Mursten skaber et flot, rustikt udtryk og er meget holdbart. En terrasse af natursten kan være svær at lægge, til gengæld får du en terrasse, som er meget personlig, og som bliver flottere med tiden. Der findes mange forskellige natursten, der er egnede til anlæggelse af terrasse, for eksempel granitsten eller marksten.

Terrasse af træ
Vælger du en terrasse af træ, er det vigtigt, at du skelner mellem det træ, der udgør belægningen på din terrasse, og det træ, der rører jorden. Førstnævnte skal kunne tåle fugt og trykbelastning. Sidstnævnte skal være trykimprægneret, så det ikke rådner. Til begge typer træ er det vigtigt, at du behandler og smører din terrasse jævnligt for at skåne den mod afblegning fra solen, frostskader og fugt. Vælg mellem trykimprægneret træ, eksotiske træsorter som for eksempel mahogni og cedertræ eller danske træsorter såsom eg og gran.


Tags: , , ,