Sådan indretter du en romantisk have

En romantisk have er ikke alene smuk og stemningsfyldt at bevæge sig rundt i, den er som oftest også langt nemmere at holde end mere stilistiske og stringente haver. En romantisk have er kendetegnet ved masser af variation, frodighed, duft og sanseoplevelser. Naturen bliver ikke kontrolleret, men elegant flettet sammen, så farver og strukturer spiller sammen på en dragende måde. Her på siden kan du finde tips til, hvordan du indretter en romantisk have – helt enkelt.
romantisk have
Frodig romantisk have
Et af nøgleordene, når du skal anlægge en romantisk have er frodighed. Undgå nøgne, golde jordarealer eller flade, ensartede områder med fliser eller terrasse. Vær ikke bange for at sætte planterne tæt. Vælg masser af grønne nuancer og stauder, der blomstrer på forskellige tider af året. Vælg også gerne tykke, markante bladhæng og forskellige former for slyngplanter, klatreblomster og løv i alskens afskygninger, som er med til at understrege stemningen af frodig, romantisk have. Et tæt bunddække mellem buske og under træer er ikke alene med til at give dig en romantisk have, det forhindrer også ukrudt i at brede sig.

Variation
Et andet nøgleord i jagten på en romantisk have er variation. Sørg for at tænke kontrast i både store og mindre linjer. Del gerne haven op i mindre områder eller rum, så ikke hele haven er synlig på en gang. Dette kan gøres med træer, pileflethegn eller blomstrende rosenbede. Du kan også dele haven op ved hjælp af en pergola, som danner indgang til en ny del af haven. For at øge indtrykket af en varieret og romantisk have, kan du skabe forskellige stemninger i havens områder. Et kan være domineret af blomster, et kan være lyst, et andet skyggefyldt, et kan have karakter af eng med vilde blomster, mens et andet associerer til skov. Jo større kontrast og variation, jo mere romantisk have.

Væk fra byen
En romantisk have virker dragende på os, fordi de adskiller sig fra byens travlhed og ensartethed. Brug denne viden i din indretning af haven. Tænk hele tiden på at adskille dig fra bylivet og undgå belægninger, som ligner den på fortove, gader og pladser. Sørg så vidt muligt også for at skærme din have fra eventuel trafikstøj og udsyn til byen. Vælg raslende elefantgræs, høje træer eller bambus for at skærme for både syns- og lydindtryk. En romantisk have skal give associationer til noget uberørt, til høj himmel og landlighed. Ligger din have ud til marker, strand eller skov, kan du derfor med fordel gøre præcis det modsatte og begrænse afskærmningen omkring din have for på den måde at drage fordel af det omliggende miljø.

Havemøbler til en romantisk have
Når det gælder havemøbler til en romantisk have, bør du så vidt muligt gå efter det antikke, patinerede look, som spiller flot sammen med den frodige indretning. Ældre havemøbler har masser af sjæl og falder naturligt ind i en varieret og romantisk have, hvor naturen får lov at udfolde sig under mere frie rammer. Også når det kommer til møblerne, er en romantisk have lig med variation, så vælg gerne havemøbler i forskellige farver og stilarter og leg med sammensætningen for et personligt og spændende udtryk.


Tags: , , ,