En have med fuglekasser giver masser af liv i haven og nedsætter antallet af insekter og skadedyr. Samtidig er du med til at lette fuglenes liv og overlevelse, idet havens fuglekasser erstatter de hule træer, som mange fugle normalt ruger i. Særligt i byområder er der mangel på redesteder, og du kan derfor nemt tiltrække en lang række arter ved at opsætte forskellige fuglekasser i din have. Her på siden kan du finde gode råd omkring opsætning af fuglekasser i private haver.
Størrelse
Fuglekasser tiltrækker mange forskellige fuglearter såsom stæren, musvitten, blåmejsen, gråspurven, sortmejsen, skovspurven og spætmejsen. Det er vigtigt, at de fuglekasser du opsætter, er af en god kvalitet og passende størrelse. Hvis dine fuglekasser er for små, kan der hurtigt blive trangt. Derudover er det nemmere for rovdyr såsom mår og katte at få adgang. Sørg også for at dine fuglekasser har en god udluftning, samt at der er dræn i bunden, så regnvandet kan løbe ud.
Materialer
Det bedste materiale til fuglekasser er træ. Dels er træ velegnet til at isolere og opsuge fugt, dels minder det om fuglenes naturlige ynglesteder. Fuglekasser af træ er typisk også langt mere holdbare end fuglekasser af eksempelvis plast og metal, som ikke er så vejrbestandigt. Du kan vælge mellem en lang række forskellige træsorter. Det er populært med danske træsorter som f.eks. lærketræ, da det passer til de danske haver og desuden har en utrolig flot finish.
Hulstørrelse
Størrelsen på hullerne i dine fuglekasser er det, der afgør, hvilke fugle der bliver tiltrukket. Fuglekasser med et hul på 28 mm. passer til mindre fugle såsom sumpmejser, blåmejser, topmejser og sortmejser. Fuglemasser med et hul på 32 mm. passer til fugle såsom musvitter, skovspurve, spætmejser og rødstjert. Fuglekasser med et hul på 35 mm. passer til havens mange gråspurve. For at skabe et så livligt miljø i haven som muligt, kan du med fordel opsætte fuglekasser med forskellige hulstørrelser. På den måde vil du tiltrække mange forskellige arter.
Montering
Fuglekasser er nemme at montere. De kan placeres på levende træer eller på hegn, plankeværker, gavle eller under tagryggen. Sørg for at placere dine fuglekasser i en højde, hvor rovdyr ikke kan komme til. Du monterer dine fuglekasser ved at skrue gennem bagsiden og ind i underlaget. Sørg for at vælge rustfri skruer, særligt hvis du monterer dine fuglekasser i levende træer. Husk at løsne skruerne cirka en gang årligt, hvis du har opsat dine fuglekasser i levende træer. I modsat fald vil træet i takt med sin vækst trække skruerne ud gennem bagsiden af fuglekassen.
Fuglekasser om vinteren
Det er misforstået, at fuglekasser kun benyttes i yngleperioden, når havens fugle lægger æg. Fuglekasser er et vigtigt element i fuglenes overlevelse om vinteren. Særligt små fugle som gærdesmutter har for vane at putte sig sammen i havernes fuglekasser for bedre at holde varmen. Ved at overnatte mange fugle sammen i havens fuglekasser, opnås en akkumuleret varme, som øger fuglenes overlevelseschancer markant. Du bør derfor ikke fjerne dine fuglekasser i vinterhalvåret, men tværtimod prioritere at fuglene har nem adgang.
Seneste kommentarer